DF vælger skattelettelse frem for sund økonomi

Den 21. oktober havde jeg sammen med Lene Lindberg følgende debatindlæg i Helsingør Dagblad.

DF vælger skattelettelse frem for sund økonomi

Af Lene Lindberg og Claus Christoffersen, byrådskandidater for Socialdemokratiet

”Dansk Folkeparti – du ved, hvad vi står for”. Sådan ynder partiet normalt at beskrive sig selv, og her i Helsingør har partiet også bekendt klart kulør. De har sammen med de øvrige borgerlige partier stemt for en skattelettelse af personskatten, som betyder, at kommunekassen bliver fattigere og at der på sigt bliver mindre til vores fælles velfærd i eksempelvis ældreplejen.

Lad os se på de tørre fakta i sagen. Skattelettelsen, som Socialdemokratiet stemte imod, fører til, at der i de næste fire år kommer ca. 30 millioner kroner mindre i kommunekassen. Fra 2022 er det hele 13 millioner kroner om året, at vores fælles pengekasse snydes for, da staten på det tidspunkt ikke længere betaler en del af udgifterne til skattelettelsen.

For os at se er tiden slet ikke til skattelettelser, når vi ved, at der i de kommende år kommer mange flere ældre, som vi gerne vil give en værdig ældrepleje. Og sagen er også, at vi slet ikke kan undvære pengene i kommunekassen, som er ved at blive tømt for penge.

Kommunens økonomi er allerede nu så presset, at det har været nødvendigt at tage et lån af Økonomi- og Indenrigsministeriet på 11 millioner kroner i 2018, som skal bruges til at rette op på en svag likviditet, dvs. at der er få penge i kommunekassen. Og i 2020 vil der blot være ca. 100 millioner kroner i kommunekassen, hvilket kun er halvdelen af de penge, som er målet i kommunens økonomiske politik. Hvis pengekassen skal fyldes op igen, kan det kun ske på to måder; enten ved at spare eller ved at hæve skatten igen. Det sidste er slet ikke nemt, fordi det kræver, at andre kommuner sætter den ned. Og så er der kun besparelser på eksempelvis ældreplejen tilbage.

Efter vores mening spiller Dansk Folkeparti og de øvrige borgerlige partier hasard med kommunens økonomi ved at hive penge ud til skattelettelser. Med beslutningen om skattelettelsen har Dansk Folkeparti bekendt sig som et liberalt parti, mens vi i Socialdemokratiet står ved, at vi hellere vil have pengene i kommunekassen, så der ikke optages lån og så der på sigt kan investeres i eksempelvis den ældrepleje, som vi ønsker skal være på et højt niveau.

  • Jeg vil arbejde for bedre daginstitutioner, bedre skoler og en bedre pleje af de ældre.
    Derudover vil jeg arbejde for en ambitiøs klimaindsats og flere lokale arbejdspladser.
    Mit fokus er kort og godt: Borgerne i centrum.
    Foto: Torben Sørensen, Kalabas.