Når vi bliver til et stort fællesskab

Jeg havde følgende debatindlæg i Helsingør Dagblad d. 10. juli 2021.

Når vi bliver til et stort fællesskab

Af Claus Christoffersen, borgmesterkandidat, Socialdemokratiet

”Hvor er det bare dejligt, når vi alle er fælles om det samme”.

Sådan sagde min datter, da vi bevægede os rundt i Nyhavn og nød den fantastiske stemning op til EM-kampen mod Rusland. Det indkapslede på fin vis alt det, som vi har været ramt af de seneste uger. Et nationalt sammenhold, som vi vel skal tilbage til EM-triumfen i 1992 for at finde tilsvarende.

Efter et corona-år, hvor vi har stået sammen hver for sig, står vi nu sammen ”skulder mod skulder i rødt og hvidt”, som det hedder i Nik og Jays landsholdssang fra 2012. Det har især været kendetegnende i vores egen by, hvor tusindvis har bakket landsholdet op. Stoltheden har lyst ud hver enkelt – og vi kan nu med god ret hævde at have fuldendt vores rejse fra værftsby til værtsby. Jeg blev i hvert fald selv meget stolt, da landsholdet via et holdfoto sendte en hilsen til hele byen. Hver enkelt spiller stod med et bogstav, som dannede sætningen: ”Tak for støtten, Helsingør”.

En større tak kan en værtsby ikke få – og en større branding kan næppe købes for penge.

Vi kan bide skeer med de store

Hvad er det fodbolden og landsholdet kan? De kan som ingen andre bringe den national stolthed frem i os alle. Den bekræfter os i, at selvom vi er et lille land med blot 310.000 aktive fodboldspiller (Tyskland har 6,5 mio.), så kan vi alligevel godt bide skeer med de store.

På det menneskelige plan er fodbolden med til at udviske de forskelle, som adskiller os i dagligdagen i forhold til køn, alder, etnicitet, beskæftigelse, bopæl m.v. Til fodbold er alle ens – vi er alle danskere og en del af noget større, når vi skråler med på nationalsangen ”Der er et yndigt land”.

Første gang jeg selv for alvor oplevede den fodbold-rus og nationale begejstring, som mange af de unge oplever i denne EM-slutrunde for første gang, var i juni 1981, hvor jeg 11 år gammel havde vundet en billet til VM-kvalifikationskampen mellem Danmark-Italien. Med et lille dansk flag i den ene hånd og en slikpose i den anden skrålede jeg med på slagsangene, som den gang mest af alt bestod af ”vi sejler op ad åen, vi sejler ned ad igen”.

Men der blev i den grad sejlet op ad og ned ad, for det var præcis den kamp, hvor den moderne danske fodboldæra tog sin begyndelse. Vi vandt 3-1 mod Italien, som året efter vandt verdensmesterskabet, og vi havde som landshold begyndt rejsen mod de store stjernestunder, der kulminerede med EM-triumfen i 1992.

Den euforiske stemning, vi har været vidne til i den seneste tid, skyldes først og fremmest behovet for at komme af med den opsparede energi efter et år i corona-mørke og Christian Eriksens genoplivning, der viste, hvor sårbart livet er. Men jeg tror, der er mere.

Det handler om den ånd, som landsholdet har opbygget omkring sig selv, og den måde, der bliver kommunikeret til fans og omgivelser. Åbenhed, ærlighed, følelser, usikkerhed, men også en vilje til at stå sammen som et hold.

Fodbold og lokalpolitik

Hvad har alt dette fodbold-snak så at gøre med en kommune som Helsingør eller lokalpolitik for den sags skyld? Rigtig meget synes jeg. Lad mig pege på fire ting:

For et første har vi i den seneste tid vist, at vi er Danmarks bedste værtsby. Det skal vi forstå at bygge videre på i hele vores turisme-indsats.

For det andet. Selv om andre er større og har flere ressourcer, så kan man nå langt i kraft af troen på sig selv. Vi har noget helt unikt at byde på – som landsholdet også sætter pris på – i form af strand, vand og natur. Det skal vi forstå at værne om.

For det tredje har landsholdet vist, at vejen til vores hjerter går igennem en åbenhjertig og ærlig dialog. Sådan skal det lokale demokrati også være. Vi skal som politikere turde lægge vores politik åbent og redeligt frem, og have en åben dialog med vælgerne.

For det fjerde har landsholdet vist os alle, hvor meget et fasttømret fællesskab betyder for resultaterne.

Det er grunden til, at jeg ønsker en kommune, hvor vi ikke er os selv nok, men er noget for hinanden.

 

  • Jeg vil arbejde for bedre daginstitutioner, bedre skoler og en bedre pleje af de ældre.
    Derudover vil jeg arbejde for en ambitiøs klimaindsats og flere lokale arbejdspladser.
    Mit fokus er kort og godt: Borgerne i centrum.
    Foto: Torben Sørensen, Kalabas.