Styrk den lokale kultur

Den 28. september 2017 havde jeg følgende debatindlæg i Helsingør Dagblad.

Styrk den lokale kultur

Af Claus Christoffersen, byrådskandidat for Socialdemokratiet

I mange år har kulturen været højt prioriteret i Helsingør – og det med god grund. Vi er begunstiget af en lang række af kulturelle seværdigheder, og det har derfor været naturligt at satse på dette område for at tiltrække turister og gøre byen endnu mere attraktiv.

Kommunen er dog langt mere end blot Helsingør, hvor store dele af kulturbudgettet er blevet brugt i de seneste par år. Tiden må nu være kommet til at få kulturindsatsen bredt længere ud, så den også står stærkere lokalt i andre områder af kommunen.

Tag for eksempel Espergærde Amatør Scene, som gør et stort stykke lokalt arbejde for at opføre musikalske forestillinger for såvel børn som voksne og for at afholde søndagsarrangementer med sang, musik, oplæsning og foredrag.

Espergærde Teaterhus ligger naturskønt på Jarlens Grund på Gl. Strandvej, men har – trods sin charme og hygge – ikke de mest optimale rammer for at drive teater.

For at styrke det kreative miljø i Espergærde omkring teaterhuset er der brug for en modernisering af faciliteterne i form af eksempelvis nye og handicapvenlige toiletter samt en tilbygning, hvor scenekasser og rekvisitter kan opbevares. Det behøver ikke at koste meget, men effekten vil være stor.

Et stærkt lokalt kulturliv vil ikke kun skabe nye kulturelle mødesteder for borgerne i lokalområderne, men vil også være med til at styrke hele kommunens brand som en rigtig kulturkommune.

  • Jeg vil arbejde for bedre daginstitutioner, bedre skoler og en bedre pleje af de ældre.
    Derudover vil jeg arbejde for en ambitiøs klimaindsats og flere lokale arbejdspladser.
    Mit fokus er kort og godt: Borgerne i centrum.
    Foto: Torben Sørensen, Kalabas.