Vækst gennem partnerskaber

Jeg havde følgende debatindlæg i Frederiksborg Amtsavis d. 7. oktober 2025 under overskriften “Sådan kan vi tiltrække flere events til Helsingør udenfor højsæsonen”.

Vækst gennem partnerskaber

Af Claus Christoffersen (S), formand for Idræts- og Fritidsudvalget

Alle 17.500 billetter til Royal Run i Helsingør d. 25. maj næste år blev revet væk på blot fem timer. Det er et udtryk for en kæmpe interesse og et bevis på, at denne event i høj grad er folkelig og vil knytte byen sammen til vores 600 års købstadsjubilæum.

Også de 2.700 billetter til Ironman i Helsingør til næste sommer blev udsolgt på få dage. Det vidner om, at Helsingør er en eftertragtet eventby. Det er slet ikke så ringe endda, da store events skaber omsætning til byens butikker og serviceerhverv, og dermed arbejdspladser til byens borgere.

I den forbindelse er det værd at huske, at Ironman kun blev til noget i de næste fire år, fordi der blev indgået et tæt og unikt partnerskab mellem kommunen og de store hoteller i byen, som årligt betaler 113.000 kr. til eventen.

Dette partnerskab giver en unik mulighed for at videreudvikle Helsingør som en levende turisme – og eventby. Perspektiverne er mange.

Tænk hvis der eksempelvis kunne indgås et partnerskab med alle byens hoteller om, at de lagde et par kroner oven i overnatningsprisen, som gik til en forening eller erhvervsdrivende fond. Her kunne hotellerne og det øvrige erhvervsliv være repræsenteret med den bestemmende indflydelse sammen med kommunen, der kunne bidrage med den volumen og know how, som den besidder.

Sidste år var der ca. 550.000 overnatninger, hvilket var ny rekord. Hvis der blot lægges to kroner oveni prisen per overnatning, så ville der være ca. 1,1 mio. kr. til rådighed hvert år i fonden eller foreningen. Pengene kunne bruges på at tiltrække eller afholde turismerelaterede aktiviteter eller store events, der kunne skabe flere overnatninger, mere omsætning og flere arbejdspladser til kommunen. Især skulle fokus være på begivenheder udenfor højsæsonen, da hotellerne og byen er fyldt godt op i sommermånederne.

Vejen frem for vores by er ikke, at kommune, byråd og erhvervsliv arbejder hver for sig, men at vi sammen skaber vækst gennem et aktivt samarbejde og partnerskab.

 

  • Jeg vil arbejde for bedre daginstitutioner, bedre skoler og en bedre pleje af de ældre.
    Derudover vil jeg arbejde for en ambitiøs klimaindsats og flere lokale arbejdspladser.
    Mit fokus er kort og godt: Borgerne i centrum.
    Foto: Torben Sørensen, Kalabas.